Hele haler
Formålet er at gennemføre aktiviteter, der gør det muligt at producere grise med hele haler.
Produktion af grise med hele haler stiller nye krav til personalets managementrutiner og grisenes adgang til ressourcer i stien. Hele haler giver udfordringer med halebid. Årsagen til halebid er multifaktoriel, halebid opstår sporadisk og adfærden kan være vanskelig at stoppe igen. Opdages adfærden ikke tidligt og standses, kan den føre til alvorlige haleskader, hvor grisen får bidt store dele af halen af. Dette kan resultere i aflivning eller kassation på slagteriet.
Kupering af haler er ikke forenelig med god dyrevelfærd, men halebid er forbundet med langt dårligere dyrevelfærd end halekupering og koster på bundlinjen. For at mindske risikoen for halebid ved produktion af grise med hele haler, er der behov for mere konkret viden om, hvordan væsentlige risikofaktorer såsom sygdom og adgang til foder påvirker grisenes adfærd under danske produktionsforhold.
Projektet vil på kort sigt øge kendskabet til produktion af grise med hele haler hos besætningsejere og ansatte i svineproduktionen. På mellemlang sigt er effekten, at flere og flere besætninger stiller om til produktion af grise med hele haler. Ved at undgå at klippe haler, øges samfundsaccepten og hvis halebid kan undgås, så øges grisenes velfærd.